Kennel Skovager er beliggende i Skalså dalen ca.18 km nord for Randers. Vi er en familie på 2 voksne Suzanne, Jim og 4 børn Nadia, Asle, Lærke og Victoria. Nadia,Asle og Lærke har dog forladt reden.
Vi bor på en landejendom, som vi har brugt en hel del tid på at istandsætte. Her har vi ca. 21 tønder land, som vi bruger til at træne både vores egne og andres hunde på. Vi købte vores første labrador i 1984, men først da vi købte Tana i 1992 fik vi rigtigt blod på tanden. I 1995 lavede vi vores første kuld hvalpe under kennelnavnet SKOVAGER'S (Tana - DKBRCH Thorntree Daniel) og har siden solgt hvalpe i Danmark, Sverige, Tyskland, Finland og Italien. Vi har altid vægtet de brugsmæssige egenskaber meget højt, når vi har valgt partnere til vores tæver, som de første år var af "dual" typen.
I 1997 tog vi skridtet fuldt ud og købte vores første labrador af rene engelske jagt linjer. Valget faldt på en tævehvalp fra kennel Sparkfield. Sparkfield Loa var en ren fornøjelse at træne, desværre døde hun kun 13 måneder gammel. Da den værste sorg havde lagt sig, besluttede vi selv at forsøge at importere en hanhund fra England. FTCH Dargdaffin Dynamo var morfar til Sparkfield Loa, og da hun til fulde havde levet op til den type hund vi havde i tankerne, kontaktede vi Simon Littelboy "Dynamoes" ejer. Kort tid efter ringede Simon en sen aften. Han fortalte at han havde besøg af en rigtig lækker tæve, hvis vi var interesserede kunne han formidle kontakten til tævehundens ejer. Da han fortalte at tæven var efter FTCH Cottismore Accord slog vi til med det samme. 5 måneder senere tog vi til England og hentede Whillanbeck Tinker en tur vi aldrig har fortrudt. Tinker er idag far til flere champions og mesterskabs vindere. Som følge af den succes vi har haft med Tinker, har vi idag kun hunde af ren engelsk/irsk afstamning.
For at finde hunde der lever op til vores krav, hvad angår sundhed, temperament og arbejde, rejser jeg 3-4 gange om året til England for at se markprøver og kenneler, har bla. Været tilskuer til IGL Retriever Championship i England hvert år, på nær 2 år siden 1999 . Lige for tiden har vi fire hunde, alle af ren engelsk/irsk afstamning : Greenbriar Dimple (Bronte), Skovager`s Eccleston Dee( Dee), Fernshott Worthful Woodcock (Penny)og Skovager`s Fen Side Birdie. Målet med vores avl er at lave gode,fysisk og psykisk sunde jagt/prøve hunde, som samtidig kan fungere som gode familiehunde. Ydermere arbejder vi aktivt på at udbrede kendskabet til labradoren som jagthund ved at deltage på opsamlinger med veldresserede jagthunde.
Vi var medlem af Dansk Retriever klub og Dansk kennel Klub fra Januar 1990 til April 2010. Jeg (Jim) har været regionsleder i region østjylland i 5 år og har været instruktør i regionen fra 1995 til 2008, prøveleder på A og B prøver og har selv deltaget på mange A og B prøver. Det er især A prøverne, der har min store interesse. Som en naturlig udvikling var jeg autoriseret international markprøvedommer frem til mit brud med DRK. d.25/10-2009.
21/02-2017.I dag er vi medlem af RJK og DRK og vores hvalpe bliver registreret i Dansk kennel Klub.
Vi tilbyder hold og individuel træning på 3 niveauer for alle retriever racer fra Februar til og med September.